Førstedagen gik gåturen op ad vejen mod den bakketop, der var nær ved, hvor hytten lå. Vejen gik forbi Isaberg Golfklubs korthulsbane og videre ind i skoven. På turen fandt jeg ud af, at jeg gik på en vandresti, der hedder Järnbärenleden. Da stien efter vel et par km drejede væk fra kørevejen og ind i skoven valgte jeg at vende om, da jeg jo ikke vidste, hvor lang ruten var, hvor den førte hen og om den vendte tilbage til udgangspunktet. Godt det samme, for hjemme igen fandt jeg ud af, at det var en 15 km lang rute.

Andendagen tog jeg så en sti, der hedder ”Golfbaneleden”. Den førte rundt om golfbanen i et varieret terræn, meget langs golfbanen, men også langs den elv som også løber forbi golfbanen. På vejen hjem fandt jeg en interessant detalje. På det sted, hvor vejen til hytten krydser elven er der et lille kunstigt fremstillet vandfald på vel 2-3 m. Her lå i begyndelsen af 1800-tallet et vandkraftdrevet træsliberi og et jernværk. Historien er den, at man på jernværket fremstillede firkantede jernbarrer med en vægt på små 20 kg. Disse jernstænger var 3 alen lange (ca. 1,5 m) og 1 tomme i firkant. De skulle til den nærmeste større by Gnosjö, der ligger ca. 15 km væk. De blev båret dertil på skuldrene af mænd, der gik dertil ad Jærnbärerleden. I Gnosjö blev jernet bearbejdet bl.a. på trådtrækningsvirksomhederne for derefter at blive eksporteret til primært England via havnene i Varberg og Göteborg. På vejen hjem bar mændene ofte tønder med sild. Derfor har stien også navnet ”sillastigen”.

Således løstes mysteriet om hvorfor stien fra førstedagen hedder ”Järnbärerleden".